5 spændende nyheder i firmabilssegmentet i 2017

17-02-2017 

  

2017 bliver et stort år, når det gælder nye bilmodeller, for der er rigtig mange på vej. Vi har kigget nærmere på nyhederne og udvalgt 5 inden for firmabilssegmentet, som vi glæder os ekstra meget til. Er du så heldig at skulle have ny bil i år eller bare er nysgerrig, så læs med her.

Skoda Kodiaq
Skoda scorede sig en 4. plads på listen over Danmarks mest anbefalede brands som et af to bilmærker i top 10 for nylig, og hos os er mærket også altid repræsenteret i toppen på vores egne lister over mest populære mærker. Et mærke, der har et godt tag i markedet, og som nu også giver konkurrenterne ekstra kamp ved at lancere en SUV. Skoda Kodiaq er en lang og høj sag, som ligner en fusion mellem Audi Q7 og Skoda Superb. Og det er jo egentlig ikke en helt skidt kombination. Kodiaq lanceres i april.

Opel Insignia
Til sommer kommer Opel med en ny version af deres populære firmabil Insignia, som er blevet større, lettere og mere luksuriøs. Insignia var ikke med på vores top 10 over populære biler i 2016, men vi spår, at den nye model havner på listen, når året er omme, og bl.a. får givet Ford Mondeo og VW Passat skarp konkurrence. Den nye Insignia har fået bedre plads i kabinen hele vejen rundt trods et mere aerodynamisk design og et vægttab på knap 200 kg. 

BMW 5-serie
BMW’s store lancering i år er den nye 5-serie, som lander i februar i sedan og i stationcar tidligt efterår. 5-serien er BMW’s bedst sælgende model nogensinde, så hvorfor lave noget rigtig godt om? Designet er da heller ikke ændret radikalt, men den er blevet forædlet på mange punkter både teknisk og designmæssigt. Den nye 5-serie er både hurtigere og større, men samtidig er den blevet mere miljøvenlig.

Renault Grand Scenic
Renault har netop relanceret Grand Scenic og lillebror Scenic, og sparker dermed året i gang med et brag. Den gamle Grand Scenic har efterhånden en del år på bagen, og relanceringen er bestemt kærkommen. MPV-segmentet med 7 sæder er ikke stort, og det er derfor helt rigtigt set af Renault, at der er brug for nye klæder. Designet følger linjen fra de andre relancerede biler fra Renault, og især fronten minder om flere af de andre. Men det er bestemt ikke en negativ ting, for designet er både moderne og cool, og man får masser af plads og gode køreegenskaber for pengene.

Læs vores anmeldelse af Grand Scenic her

Alfa Romeo Stelvio
Alfa Romeo er for alvor begyndt at røre på sig med helt ny Giulia og Giuliettas ansigtsløftning i 2016 samt med en SUV på vej, som lander i år. Derudover har de planer om en stationcar-udgave af Giulia og en efterfølger til den populære 159. Årets nyhed hedder Stelvio – den første SUV fra Alfa Romeos hånd. Traditionen tro er der fuld fokus på æstetisk design og sporty køreegenskaber, og den italienske passion nærmest lyser ud af den. Stelvio ventes på gaden til maj.   

Flere nyheder på vej
Året bliver året spækket med nyheder, og vi ser frem til alle de spændende lanceringer som fx ny Mazda CX-5, MINI Countryman, VW T-ROC, Volvo XC40 og XC60, Skoda Yeti og Audi Q5.

Vil du vide mere?
Har du brug for at høre mere om bilerne, er du meget velkommen til at tage fat i os på 8844 4000 eller kundeservice.dk@nffleet.com

FDM har lavet en liste over alle de nye lanceringer, se den her