Vi "mødte" den nye Ford C-MAX i Paris

06.11.2014

Den nye Ford C-MAX er blevet en hel del mere moderne og sporty i sit ydre og med et mere praktisk og intuitivt indre - men ikke mindst - nye funktioner, opgraderet teknologi, bedre brændstoføkonomi og mindre CO2 udledning.

Den har fået ny front omkring den karakteristiske, trapezformede kølergril. Forlygterne er blevet smallere og tågelygterne er blevet aflange og skarpt markerede, ligesom der er masser af underspillede krom-detaljer og en mere formfuldendt bagklap, indrammet af et kompakt baglygte-arrangement.

Det indre design er i vid udstrækning et resultat af de mange tilbagemeldinger Ford har fået fra kunder over hele verden. Set udfra dette er den nye C-MAX blevet mere enkel og intuitiv og med færre knapper. Den nye finish i satin-sort og krom bidrager til et renere og mere moderne udtryk.

Den fleksible midterkonsol, med skyde-armlæn rummer flere konstellationer af flasker og krus. En ny USB-port gør det samtidig nemt, at oplade og integrere mobiltelefoner. Avancerede, intelligente funktioner og smart teknologi er designet til at forenkle og forbedre køreoplevelsen. Et forbedret Active Park Assist-system kan nu guide dig ind og ud af såvel parallelparkering som parkering i bås. Adaptive Cruise Control og Auto Stop-Start er også nyt i sortimentet i den nye C-MAX.

Motorprogrammet er bl.a. blevet udvidet med helt nye 1,5 liters motorer i henholdsvis diesel- og benzin-udgave. Samtidig byder den nye C-MAX på SYNC 2 (Bluetooth med stemmestyring), samt en række features, man normalt kun finder i væsentlig dyrere biler, som for eksempel en bagklap, der kan åbnes med et lille spark med foden...

Den nye Ford C-MAX introduceres i Danmark sommeren 2015.

- Anmeldt af Birgitte Woller, Indkøbschef