Privat campingvogn med firmabil på gule plader

04.09.2014

Hvis man som medarbejder benytter virksomhedens gulpladebil til at trække en privat campingvogn, så skal der købes et dagsbevis for at undgå skattemæssige og momsmæssige konsekvenser.

Skatterådet har for nyligt i en afgørelse fastslået, at det betragtes som privat og ikke erhvervsmæssig anvendelse af en virksomheds gulpladebil, såfremt en medarbejder benytter denne til at trække en privat campingvogn.

Dagsbevis påkrævet
Det betyder at eksempelvis rejsemontører og håndværkere, der benytter en privat campingvogn til overnatning ved udstationering på opgaver og benytter en firmabil på gule plader, skal være opmærksom på at få købt et dagsbevis.

Afgørelsen medfører, at såfremt der ikke er købt dagsbevis, bliver medarbejderen beskattet af kørsel i gulpladebilen, og det får momsmæssige konsekvenser for arbejdsgiveren. Et dagsbevis giver ret til kørsel på den dag, hvor dagsbeviset er købt til, uden at kørsel betragtes som privat.

Praktisk information om dagsbeviser
Ønsker du uddybende information, kan du læse Skatterådets afgørelse og praktisk info om dagsbeviserne her.