Sådan undgår du dummebøder på bilferien

03.07.2015

Sådan undgår du dummebøder på bilferien

Turen er planlagt. Overnatningerne er bestilt. Sol, strand og vand venter. Rigtig mange danskere er i disse dage ved at pakke bilen og gøre klar til den årlige tur sydpå. Og selvom turen er grundigt forberedt, er der alligevel nogle blinde vinkler, som mange glemmer at få styr på, inden de styrer ned ad E45.

Det gælder dels de vidt forskellige færdselsregler, som gælder i landene ned gennem Europa, dels de forskellige krav, der er til bil, dokumenter og udstyr i de forskellige lande. Og så er der selvfølgelig også en række helt grundlæggende ting, som er værd at tjekke på bilen, før I ruller. Vi har samlet et overblik over det vigtigste – og en række links til yderligere oplysninger. Det er nyttig viden, uanset om turen foregår i privat- eller firmabil, og uanset om bilen er ejet eller leaset.

Færdselsregler
Selvom nogle regler, som eksempelvis et dækmønster på min. 1,6 mm, er blevet fælles for alle EU-lande, så er der alligevel en lang række mere eller mindre spidsfindige regler, som er forskellige i de enkelte lande i Europa. Du kan finde en udtømmende liste over de landespecifikke regler på FDM’s hjemmeside (se hvert enkelt land i venstre-menuen).

For at give dig en fornemmelse af, at det kan være en god idé at tjekke op på reglerne, får du her nogle få eksempler på regler, der er anderledes end i Danmark:

• I mange lande, eksempelvis Tyskland, er promillegrænsen 0 for bilister, der har haft kørekort i 2 eller 3 år.
• Der er vidt forskellige hastighedsgrænser i de europæiske lande.
• I nogle lande, f.eks. Tyskland, er det forbudt at bruge en GPS, der advarer om politiets fartkontroller.
• Der er forskellige regler for, hvornår du skal have lyset tændt på bilen.
• I Tyskland må du ikke køre bil i løse sandaler.
• I Frankrig risikerer du en bøde, hvis du ikke har en alkotester i bilen (den er go’ nok).

Som du sikkert kan fornemme, er der rigtig mange forskellige regler at holde styr på. Heldigvis kan du hos FDM få et overblik over reglerne for de enkelte lande her. Find de lande, du skal køre i, i menuen til venstre på siden og læs på lektien. Så undgår du dummebøder.

Dokumenter
Husk altid at medbringe:
• Del 1 af registreringsattesten.
• Grønt forsikringskort, der dokumenterer, at din bil er lovpligtigt ansvarsforsikret.
• Rødt assistancekort, der giver ret til SOS-vejhjælp, hvis bilen er kaskoforsikret.
• Blåt sygesikringskort for alle i bilen.

Udstyr
• Hvis ikke du har EU-nummerplade, så skal du have et DK-skilt på bilen.
• Flere steder i Tyskland og Italien skal du have miljømærkater i bilen. Læs mere her om, hvor du skal have hvilke mærker.
• I rigtig mange europæiske lande skal du betale for at køre på motorvejene. Læs mere her om, hvor du køber de nødvendige mærkater.
• Udstyr som brandslukker, forbindingskasse og sikkerhedsveste er kun anbefalet i Danmark, men obligatorisk i mange andre lande. Se de forskellige krav til sikkerhedsudstyr her.
• Også for børn og autostole er der forskellige regler i de europæiske lande. Få overblikket her.
• Du skal være opmærksom på regler og krav, hvis du har trailer eller campingvogn med. Se dem her. Vær også opmærksom på, at det kan koste store bøder, hvis du har for meget læs på eksempelvis din campingvogn. Det kan være en god idé at få vejet din fuldt ferielæssede campingvogn på en autoriseret vejestation. Find stationerne her.

Gode råd, før I kører
• Sørg for, at bilen har fået et serviceeftersyn, der stadig er gældende
• Kontrollér dæktrykket inkl. eventuelt reservehjul. Husk, at det kan være nødvendigt med højere dæktryk end normalt, når bilen er fuldt ferielæsset.
• Kontrollér dækmønstret, der skal være min. 1,6 mm i hele EU.
• Kontrollér oliestand før afgang og efter første tankstop.
• Kontrollér sprinklervæske og kølervæske.
• Placér tung bagage så lavt og så langt fremme mod bagsideryglænet som muligt.
• Tjek eventuelt ferietrafikken på vejdirektoratet.dk

Gode råd, når I er afsted
• Lad være med at tale i håndholdt mobiletelefon. Det er både livsfarligt og ulovligt.
• Læg værdierne i bagagerummet eller tag dem med jer, når I parkerer bilen.
• Motoren bruger mere olie ved høje hastigheder, så tjek den oftere, når du kører langt.

Hvis uheldet er ude
Hvis du er impliceret i et færdselsuheld, er det vigtigt at notere:
• modpartens navn
• modpartens forsikringsselskab
• bilens registreringsnummer
• nationaliteten på bilen
• mærke og type på bilen
• tid og sted
• navne på evt. vidner

Tag desuden gerne et billede af skaden på både din egen og modpartens bil, skadessted og bilens placering. Hvis modparten kører i lastbil med trailer, er det også vigtigt at få registreringsnummeret på hovedvognen.

God tur og god ferie.

Nyttige links
Vi har forsøgt at sætte de relevante links til FDM’s oversigter og vejledninger ind i teksten ovenfor. Vi har også samlet dem her og suppleret med lidt flere, f.eks. omkring parkeringsregler og bødetakster, så du nemt kan finde præcis de oplysninger, du har brug for.

Alt hvad du skal vide om regler på kør-selv-ferien
http://www.fdm.dk/koer-selv-ferie/regler-udlandet

Motorvejsafgifter
http://www.fdm.dk/koer-selv-ferie/regler-udlandet/motorvejsafgifter-europa

Miljøzoner
http://www.fdm.dk/koer-selv-ferie/regler-udlandet/miljoezoner-europa

Sikkerhedsudstyr
http://www.fdm.dk/koer-selv-ferie/regler-udlandet/sikkerhedsudstyr-europa-usa

Bødetakster
http://www.fdm.dk/koer-selv-ferie/regler-udlandet/boeder-europa

Parkering
http://www.fdm.dk/biler/love-regler/parkering/vaerd-vide-om-parkering-europa

Handicapparkering
http://www.fdm.dk/biler/love-regler/parkering/regler-handicapparkering

Trailer og campingvogn
http://www.fdm.dk/biler/love-regler/parkering/vaerd-vide-om-parkering-europa

Autostole
http://www.fdm.dk/biler/biludstyr/autostole/autostole-regler-andre-lande

Pasregler
http://www.fdm.dk/koer-selv-ferie/regler-udlandet/pasregler-norden-schengenlandene-usa

Toldregler
http://www.fdm.dk/koer-selv-ferie/regler-udlandet/toldregler-eu