Lav sol skaber problemer på vejene - hvordan kan du forberede dig?

09.11.2016

Udover regn og rusk byder efteråret og vinteren også på lav sol, som skaber store problemer på vejene. Det bliver pludselig umuligt at se ud af forruden, og det fører til sammenstød og andre farlige situationer, som giver alenlange køer i myldretiden, skader på bilerne og i værste fald personskade og dødsfald. Men der er rent faktisk en del ting, du kan gøre, for at undgå at bidrage til disse situationer. Læs med her og vær med til at gøre trafikken mere sikker.

De utallige uheld på vejene, som mange af os oplever til og fra arbejde til stor irritation, giver som oftest skader på bilerne med den lave sol som direkte årsag, og dem ser vi en stigning af i denne tid hos vores forsikringsafdeling. Skaderne, hvor man kører ind i ting på vejen, er mange. Fx at man bakker og rammer andre parkerede biler samt diverse påkørsler af heller og blomsterkummer. De lidt mere alvorlige tæller eksempler som overset vigepligt og trafiklys, hvor man påkører andre biler i trafikken.

Overrumblet af solen
Når solen pludselig står lavt, kommer det bag på de fleste, og man kører, som man plejer, indtil man rammes af det. Det er let at panikke en smule, når man pludselig ikke kan se, og det fører til hårde opbremsninger og undvigelser. Desuden kan farten generelt være lavere på vejen, hvis der bliver kørt efter forholdene, og det kan være svært at fornemme, når man kommer ”blæsende” som normalt.

Læs vores 5 gode råd nedenfor, der forbereder dig på den lave sol, som desværre vil husere mange måneder endnu.

5 gode råd, der ruster dig i trafikken til den lave sol

  1. Sæt farten ned og kør efter forholdene
  2. Rengør ruden indvendigt med glasrens, da en snavset rude er umulig at se ud af, hvis solen står lige på
  3. Hav altid solbriller med i bilen
  4. Hav evt. en kasket i bilen, hvis du ikke kan bruge solbriller, eller som supplement til solbrillerne
  5. Sørg for at have sprinklervæske på bilen og ubeskadigede viskerblade