Vi tester ny Renault Grand Scenic

17-02-2017 

 

Model
Renault Grand Scenic 1.5 dCi 110 ZEN

Renault har lang om længe præsenteret den nye Grand Scenic. Det tidligere model havde en del år på bagen og var mere eller mindre glemt i markedet. Nu må vi se, om den nye model kan skaffe Renault markedsandele på MPV-markedet igen, her kan du i hvert fald læse, hvad vi synes om den.

Hvordan ser den ud?
Udvendigt har den fået en ret markant makeover, og bilen er frisk og smart at se på. Den kan ved første øjekast ligne en Renault Espace men er dog lidt mindre. Det er tydeligt, at Renault har arbejdet på at designe en familiebil, som ikke er kedelig og anonym, og den kommer fx standard med 20” fælge, hvilket er med til at give den et flot og markant udseende.

Hvordan er indretningen?
Indeni har den Renaults gennemgående tema, det samme interiør som ses i Megane og Talisman. Funktionelt og pænt uden det store spræl. Mediesystemets display ser ikke supermoderne ud, men det er nemt og intuitivt at betjene, og navigationen fungerer rigtig godt. Vi kan godt lide det digitale instrumentbræt, som er pænt og fungerer ligeledes rigtig fint. Bilen kommer standard med 7 sæder. Der er dog meget lidt plads på de bagerste to sæder, men de er der.   

Hvad synes vi om den?
Dejligt med flere muligheder i MPV-segmentet, som ikke er så stort i Danmark. Bilen kører godt og støjsvagt. De 20” fælge bidrager til en sporty følelse, men går dog en lille smule på kompromis med komforten, uden at være så meget som man kunne frygte. Dette mærkes tydeligere i den mindre Scenic end i denne Grand Scenic.

Vigtigste feature
Med størrelsen og de 7 sæder får du god værdi for pengene. Prisen er fx noget højere på den tilsvarende Ford S-Max, som er populær i klassen.

Beskatningsgrundlag
Starter fra  263.755,-

Vi anbefaler tilvalg af udstyr
Easy-pakke, Flex-pakke og evt. to-farvet lak, hvor taget kan få en anden farve end resten, hvilket bryder linjerne på den store bil.

Vi værdsætter
Det udvendige design - fantastisk med en 7-personers bil, der ikke ligner en varevogn, og hvor der er kælet for detaljerne. Når det er sagt, fungerer den også rigtig godt på gule plader som en lille varevogn, hvis man har brug for det.

Vi savner
Interiør der matcher det frække og sporty ydre. Vi føler ikke, at man har givet den samme kærlighed og opmærksomhed indeni som udenpå.

Alternativer i denne klasse
Ford S-max, VW Touran, Citroen Grand C4 Picasso og Opel Zafira.

Vi konkluderer
8 ud af 10. En velkørende, funktionel, flot og ikke mindst praktisk bil, som vi tror på nok skal slå an i markedet. De 20’’ fælge giver et cool look men slækker en anelse på komforten, dog ikke mere end at det stadig er en støjsvag og behagelig køreoplevelse. Meget bil for pengene.